Sådan lærer du din hund at svømme
Lær din hund at svømme
Ønsker du at svømme med din hund, eller har du bemærket, at den er skeptisk over for vand? Så er det vigtigt, at du går rigtigt til værks. Ellers kan du risikere at forværre situationen eller give din hund vandskræk.
Det er meget forskelligt, hvordan hunde har det med vand. Nogle er af natur meget glade for vand og kan ikke få nok af det våde element, mens andre er trætte af regnen. Dette kan komme an på racen, da visse racer er opdrættet til at arbejde i vand, hvorimod andre har fået det ind som hvalp. Der er derfor stor forskel på, om du skal lære en fuldvoksen hund at svømme, eller om du skal lære en hvalp at svømme.
Uanset om du skal lære en voksen hund eller en hvalp at svømme, kan du sagtens give din hund en mere positiv indstilling til vand. Det kræver bare noget tålmodighed, og at du lytter til din hunds signaler. I det her indlæg vil vi give dig tips og tricks til, hvordan du kan gøre din hund mere komfortabel med vand, så du kan få en vandglad hund eller hvalp.
Hvorfor skal du lære din hund at svømme?
Der kan være mange fordele i at lære sin hund at svømme. Først og fremmest er svømning og leg i vand fantastisk som konditionstræning, og du vil køre din hund træt efter en tur på stranden. Dette er især oplagt, hvis du har en hunderace, der skal aktiveres meget.
Svømning er også godt, hvis du har en hvalp eller ældre hund, som skal skåne sine led, men stadig aktiveres. Derudover er det også vigtigt, at du som minimum kan få din hund ned i vandet, hvis den skal køles ned på en varm sommerdag.
Sådan lærer du din hund at svømme
Der er nogle tricks, som du kan give dig i kast med, når du skal lære din hund at hoppe i vandet. Men det er vigtigt, at du ikke presser, stresser eller udviser frustration, for hunden vil mærke dette og associere det med vandet. Og du vil dermed kun gøre det langt sværere for din hund at trives i vand.
Start med en planstrand
Når vi skriver, at du skal starte med en planstrand, mener vi, at det skal være nemt for både dig og din hund at kunne komme fra og til stranden. Derfor bør du undgå strande med stejle bakker og mange store sten. Det er nemlig hverken nemt for en nybegynder eller for dig som hundefører. På den måde bliver det også nemmere for hunden at bestemme tempoet, samtidig med at det bliver nemmere for dig at føre hunden og komme den til undsætning, hvis der skulle ske noget.
Lok med legetøj og godbidder
For at kunne lokke din hund i vandet skal den forbinde vand med noget positivt. Her kan du fx lade hunden lege i vandet med sit yndlingslegetøj eller belønne den med en masse godbidder. Kast derfor et legetøj ud i vandet, der kan flyde i vandkanten, og observér om din hund hopper efter legetøjet og glemmer, at vandet kan føles ubehageligt.
Hvis legetøjet ikke lokker, skal du hive godbidderne frem. Og det er ikke bare de kedelig tørre kiks, som du fik som bonus ved et hundekøb. Det skal være de lækre kiks, som kan flyde, og som din hund er tosset med. Kast en håndfuld og se, om hunden ikke vil glemme sin skepsis og gå efter dem i stedet for.
Hvis dette går godt, kan du forsøge at kaste legetøjet eller godbidderne længere ud for at se, om hunden tør at komme længere ud og måske endda lave et par svømmetag.
Væbn dig med tålmodighed
Selv hvis hunden tager et par tag efter legetøjet eller godbidderne, vil der sjældent være tale om rigtig svømning, og ofte vil det være et knapt så kønt syn. De første gange vil din hund sikkert sprøjte en del, da det meste af svømningen foregår med forbenene over vandet. Den kan måske se lidt bange eller panikslagen ud den første gang og de efterfølgende gange.
Men hunden vil med tiden finde ud af, at den kan flyde, og så vil den også slappe mere af. Den vil derefter lære svømmeteknikken, hvorefter den langsomt vil svømme med forbenene under vandoverfladen.
Du skal derfor væbne dig med tålmodighed for at sikre dig, at hunden får en god og positiv oplevelse med at bade i havet.
Brug badeglade hunde, eller gå selv med hunden i vandet
Hvis godbidderne og legetøjet ikke frister din firbenede ven, kan det faktisk hjælpe, hvis du selv går med den ud i vandet. Her kan du vise, at vandet er trygt, men samtidig også lære hunden at flyde, hvis den har svært ved det. Din hund finder tryghed i, at du er ved dens side, og det vil være til stor hjælp.
Det kan også hjælpe, hvis din hund ser sin legekammerat hoppe i. Find derfor en rigtig vandglad hund, og lad den bade sammen din. Den vandglade hunds adfærd vil som regel smitte af på din skeptiske hund efter kort tid, da den jo gerne vil lege med.
Husk at tørre din hund efterfølgende
Uanset hvornår på året din hund skal træne sin indstilling til vand, skal du huske at tørre den. Først og fremmest sørger det for, at hunden slæber mindre skidt og vand med rundt, men det kan faktisk også svække hundens helbred, hvis den er våd i længere tid. Langvarigt ophold i køligt vejr og drivvåd pels kan give umedgørlige og stive led, og det kan være ubehageligt for hunden.
Med et tørredækken bliver du fri for alt dette, og du er ikke tvunget til at slæbe alverdens håndklæder med i bilen. Din hund vil meget hurtigere blive tør og varm, og hunden kan sidde med dækkenet på, imens I kører hjem fra stranden. Vi sælger også særlige hundehåndklæder, der effektivt og hurtigt tørrer din hund og er antibakterielle og lugtreducerende. Du kan også få tørremåtter, som du kan have i bilen.
Hvor må min hund bade?
Hvis du vælger ikke at tage din hund til hundesvømning i en særlig hundesvømmehal, men derimod tænker, at din hund skal bade i havet eller i en sø, er det vigtigt, at du er opmærksom på reglerne. For hunde må ikke bade alle steder, og det kan variere alt efter årstiden.
I Danmark i vinterhalvåret fra oktober til marts er hunde velkomne til at løbe frit og bade på danske strande. I sommerhalvåret, april til september, er det forbudt at have løse hunde og lade dem svømme. Dog findes der nogle særlige hundestrande, hvor din hund må løbe frit hele året.
Dette skyldes, at hundens tilstedeværelse kan forstyrre de andre strandgæster og dyrelivet. Desuden ønsker Naturstyrelsen også at opretholde vandets hygiejneniveau i den periode, hvor der vil være aktivitet med badende gæster, solbadning og leg i vand.