16 december , 2021
Sådan beroliger du hunden til nytår med 5 konkrete tips
Hunde og nytårsaften går bare ikke hånd i hånd. Rigtig mange hunde bliver angste og nervøse omkring nytår, og reagerer voldsomt på de høje brag og skarpe lysglimt, som det festlige fyrværkeri fører med sig.
Der er dog nogle forskellige råd, du kan prøve for at hjælpe din hund med sin angst – vi giver fem af dem her.
1. Vend hunden til pludselige og høje lyde i forvejen
Det kan være en rigtig god idé at øve med hunden forud for nytårsaften. Jo mere hunden er vant til at høre nye høje lyde omkring sig, jo mere forberedt vil den være rent mentalt til nytårsaften.
Du skal dog ikke begynde at skyde krudt af for hunden, men blot skabe et trygt rum for udforskningen af nye lyde. Du kan gøre det til en leg for hunden, eksempelvis ved at gemme godbidder i en plastikflaske eller lignende, som du klipper huller i, og derefter gemmer blandt andre plastikflasker. Hunden skal så finde frem til den rigtige, og under dens søgen vil plastikflaskerne skabe lyd.
Det kan også være effektivt at afspille optagelser af fyrværkeri, først lavt og senere højere og højere. I det tilfælde er det bedst at give hunden godt med godbidder, så den forbinder lydene med noget positivt, og på nytårsaften vil den så forhåbentlig tænke mere på de godbidder, du har klar til den end de farlige lyde.
2. Skæld ikke hunden ud
Det er vigtigt ikke at skælde hunden ud for at være bange på nytårsaften. Målet er jo, at hunden får en positiv oplevelse omkring begivenheden, og ligegyldigt hvor meget, du skælder ud, så vil hunden ikke forstå det og måske blot blive endnu mere utryg ved situationen. I stedet bør du være der for hunden, når den udviser angst. Giv den positiv opmærksomhed og godbidder, alt imens du udviser en ro og tålmodighed omkring situationen.
3. Skab tryghed om hunden
For at styrke hundens tryghedsfølelse kan du på forhånd lave en lille hule til hunden, eksempelvis i dens bur. Dæk det til med tæpper, der skærmer for lyset fra fyrværkeriet, lav en blød og rar bund og læg yndlingslegetøjet og de bedste snacks derind.
En anden måde at skabe tryghed på hos nogle hunde er også ved at iføre dem et af vores tørredækkener. Flere af vores kunder har fortalt os, hvordan de bruger tørredækkenet på nytårsaften, fordi deres hund føler sig varm og tryg i det og ofte bliver søvnig. Det er en anden måde at skabe en beroligende 'hule' for hunden.
4. Gå lange ture tidligt på dagen
Det er et klassisk og godt råd at gå lange ture på nytårsaftensdag. Jo tidligere I er ude, des mindre larm og brag vil der være. Gå gerne en lang tur et sted ude i naturen, væk fra byen, og lad hunden bruge både ben og næse, så den bliver stimuleret både fysisk og mentalt, inden aftenen sætter ind.
5. Angstdæmpende medicin
Hvis din hund har det helt forfærdeligt og intet hjælper, så kan det være, du skal prøve med angstdæmpende medicin. Du skal naturligvis tale med din dyrlæge om det, så I sammen kan finde frem til det mest hensigtsmæssige middel til netop din hund.
Er du meget imod at bruge medicin vil den bedste løsning i svære tilfælde være at få hunden passet et sted, hvor nytårsaften ikke er så voldsom. Eksempelvis hos et afsidesliggende hundepensionat, der tilbyder pasning netop til angste nytårshunde.
Vi håber et eller flere af disse tips kan hjælpe din hund og ønsker jer en skøn nytårsaften!