Fryser hunde ligesom mennesker?
I de kolde vinter- og efterårsmåneder, hvor temperaturen falder ned under frysepunktet, pakker vi mennesker os altid godt ind i varme frakker og beskytter ører og fingre med huer og handsker. Men som hundeejer kan man nemt komme til at gruble over, om ens hund nu også mærker det kolde og våde vejr. For hvordan kan man vide, om hunden fryser, når den er kold og våd?
Hunde har jo pels til at holde sig varme med, men det er ikke altid nok. Det kommer meget an på hunderacen og tykkelsen af pelsen, hvornår hunden begynder at fryse, men alle hunde har de samme måder at signalere problemet til deres ejer. Vi har i denne artikel samlet de tegn, som du skal være opmærksom på, når du har hunden med ude i det kolde våde vejr og giver svar på, hvordan du kan tjekke om hunden er kold.
Hvilke hunde fryser nemmest?
Der er som sagt stor forskel på hunde, når det kommer til at fryse. Nogle hunderacer er opdrættet til kulden såsom Siberian Husky, Alaskan Malamute, Akita, Tibetansk Terrier, Chow Chow, Sankt Bernhardshund og Newfoundlænderen. For dem vil det være nemmere at holde varmen end de mindre hunde med tyndere pels og mindre fedt. Det er racer som Chihuahua, Greyhounds, Whippet, Yorkshire Terrier, Granddanois og Weimaraneren. Foto: @nordicmalamutes
Mange hunde begynder at fryse ved omkring syv til fire grader celcius. Derudover kan vind og vand selvfølgelig også spille ind og gøre hunden kold hurtigere. De helt kuldskære hunde kan dog godt begynde at udvise tegn på at fryse allerede ved højere temperaturer, mens de velpolstrede hunde ofte kan klare sig ned under frysepunktet. Det er dog altid vigtigt at holde øje med sin hund i frostvejr uanset racen.
Udover race, størrelse og tykkelsen af pelsen kan alder og sygdomme også påvirke hundens tendens til at fryse. Ældre hunde og de helt unge hvalpe vil have nemmere ved at blive kolde, og lider hunden af hypothyreose (nedsat stofskifte), leddegigt, hjertesygdomme eller nyresygdomme skal du også være ekstra opmærksom. Er din hund kuldskær, kan du overveje at finde en jakke til hunden eller bruge et dækken, som vores Recovery, der kan hjælpe hunden med at holde på sin egen kropsvarme, inden den bliver kold. Om vinteren kan det være fristende at lade hundens pels blive tyk og lang, for så burde den jo kunne holde bedre på varmen, men faktisk er det stadig vigtigt for visse hunderacer at holde pelsplejen ved lige for at undgå ubehag og pels- og hudproblemer.
Du kan naturligvis vælge at få pelsen klippet kortere om sommeren end om vinteren, men det er vigtigt at få gjort året rundt, hvis du klipper din hund. Bliver hunden våd og kold med en lang pels, er det desuden endnu vigtigere at få den tør og varm hurtigt med et tørredækken, så den ikke sidder våd i længere tid.
7 tegn på at din hund fryser
Når hunden ryster af kulde
Du kender det fra dig selv. Når kulden siver ind i kroppen, begynder du at ryste, og det samme gælder for hunden. Det er musklernes forsøg på at opvarme kroppen. For nogle er det et lille gys og for andre en vedblivende skælven. Hunde kan dog godt ryste af spænding, energi eller nervøsitet, så det behøver ikke altid betyde, at hunden fryser, men det er et nemt tegn at opdage.
Når hunden trækker halen ind mellem benene
For at holde på så meget af kropsvarmen som muligt, kan hunden også finde på at trække halen ind mellem benene eller krølle sig sammen og lægge ørerne ned mod hovedet. Dette er også noget, hunden gør, hvis den føler sig truet og nervøs, men er der intet i nærheden, der kunne skræmme hunden, så kan de lave temperaturer være svaret.
Når hunden vender om og vil hjem
Er I ude på en gåtur i kulden, hvor hunden virker modstridende og prøver på at vende om igen, kan det være et tegn på, at den fryser. Måske den hiver dig med hen til bildøren kort efter, I er steget ud, eller går kun et kort stykke, før den vil ind ad hoveddøren igen. I så fald kan det være et tegn på, at pelsen ikke er nok til at holde hunden varm lige på det tidspunkt.
Når hunden er sløv og træt
Hvis du synes, din hund virker til at gå langsommere end normalt, eller den lægger sig ned og synes træt, så kan dette også skyldes kulden. Både fordi kulden kan sløve hunden, men også fordi hunden vil forsøge at holde på kropsvarmen og ikke bruge for meget energi.
Når hunden virker nervøs og utilpas
Hvis din hund piber eller gør og virker nervøs og rastløs, kan det også skyldes, at den føler sig utilpas i det kolde og våde vejr.
Når hunden søger ly
Søger din hund ly på jeres gåtur er det et ret sikkert tegn på, at den ikke føler sig tilpas i den lave temperatur eller ude i regnen. Det kan være, den søger hen mod et halvtag, en bænk, et busstoppested, et træ eller lignende og nødigt vil med væk derfra igen.
Når hunden løfter poterne fra jorden
Når det er koldt og vådt, bliver jorden under vores fødder også nedkølet. Det gælder især, hvis der ligger et snedække eller temperaturen er lige på frostgrænsen. Hvis hunden begynder at fryse sine poter, vil den løfte dem gentagne gange, selv når I står stille, for at komme væk fra kunden.
Må hunde godt bade om vinteren?
Foto: @alpha_is_golden / @mikkelsecher
Selv når temperaturen på land er behagelig, kan vandet stadig godt være koldt. Det tager nemlig længere tid for vandet at blive opvarmet end luften, især hvis det drejer sig om havet. Nogle hunde elsker at tage en svømmetur i hav eller sø ligegyldigt årstiden, men det er vigtigt, at du holder godt øje med din hund og ikke lader den være ude i det kolde vand for længe.
Når hunden kommer op fra vandet igen, vil dens krop have svært ved at blive varm, hvis det er efterår eller vinter, eller temperaturen til forår endnu ikke er kommet helt op i det varme register. Derfor er det en god ide at få hunden tør og varm hurtigst muligt for at undgå unødige problemer.
Det kan du gøre let og smart med et tørredækken til hunden. I stedet for at bruge tid og energi på at tørre med håndklæder, kan du blot klæde hunden i tørredækkenet, som så gør alt arbejdet for dig. Det superabsorberende materiale i Siccaro tørredækkenerne suger fugt og vand til sig og efterlader pelsen tør på rekordtid, samtidig med at det holder hunden varm.
Det vigtigste, når det kommer til at beskytte hunden i kulden, er at holde et vågent øje med sin firbenede ven, være klar på at gå kortere ture på de meget kolde dage og gøre det nemt for hunden at blive tør og varm igen efterfølgende.