Sådan giver du din hund det bedste bad

Giv hunden det bedste bad

Er din hund begyndt at lugte lidt, har den rullet sig i skidt og møg på jeres gåtur, eller skal din hvalp lære, hvad det vil sige at tage et bad? Så vil vi i det her indlæg komme ind på, hvordan du giver hunden det bedste bad, og hvordan du tørrer den ordentligt – og det er uanset, om det er en fuldvoksen hund eller en ung hvalp.

Vi vil hjælpe dig med at give din firbenede ven det bedste bad og komme ind på alt fra børstning, vask og tørring, så du får en ren og glad hund. Det er vigtigt, at du har in mente, at dette blot er en overordnet guide. Der er flere faktorer at være opmærksom på som fx hunderace, pelstype, og hvor glad din hund er for vand.

Det er meget forskelligt, hvad de enkelte hunderacer og de forskellige pelstyper kræver. Derfor vil denne guide være overordnet, og du skal selv vurdere, om den giver mening for netop din hund. Men husk altid at rose din hund – særligt hvis du har en hvalp, der skal have sin første tur i karret. Det skal jo være en god oplevelse, så sørg altid for at have hundesnacks lige ved hånden.

 

Start med at børste hunden

Hvis din hund ikke er våd i forvejen, vil vi anbefale, at du starter med at børste den. På den måde kommer du af med ugler, som vand kan forværre, og du får fjernet hår, der fælder. Hvor slem situationen er, kommer selvfølgelig an på race og sæson.

I mellemtiden kan du fylde badekarret eller håndvasken op med lunkent vand, så vandet når op til hundens knæ. Du kan også tænde bruseren og vente på, at vandet får en behagelig temperatur. Hvis du er bange for, at din hund skøjter rundt i vandet, kan du lægge en skridsikker måtte.

Vask af hund

Nu vasker du enten din hund i badekarret eller under bruseren. Husk at rose og opmuntre din hund, så den kan føle sig tryg og sikker. Derefter hælder du vand på hunden eller holder brusehovedet tæt på pelsen, så din hund ikke bliver nervøs eller legesyg på grund af strålen.

Nu bruger du den shampoo, som passer til din hunds pels – og ikke menneskeshampoo. Det er vigtigt, at du bruger en rigtig hundeshampoo, så du er sikker på, at du ikke vasker de naturlige olier ud af pelsen, og at der tages hensyn til, at hundens pH-værdi afviger fra vores. Samtidig indeholder menneskeshampoo også ofte parfume, hvilket ikke er hensigtsmæssigt for hunden.

Vær forsigtig med vand i ørerne og sæbe i øjnene, så det ikke bliver ubehageligt for hunden. Til slut skyller du grundigt med lunkent vand, så der ikke er sæberester i pelsen.

Tørring af hund efter bad

Det at tørre sin hund bliver for mange en våd affære, og tit ender det med vand over det hele på badeværelset. Men du har mulighed for at mindske mængden af vand, hvis du har det rette håndklæde ved hånden. Start først med at trykke vandet ud af hundens pels, inden du tager den ud af bruseren eller badekarret, så den slæber mindre vand med ud på gulvet. Du kan med fordel lægge et håndklæde på gulvet, så din hund ikke mister fodfæstet.

Selvom mange bruger håndklæder, vil vi anbefale at give din hund et tørredækken på. På den måde kan du effektivt holde din hund tør og varm, og du slipper samtidig med at skulle bakse med ildelugtende håndklæder, da vores dækkener er med antibakteriel bambus, som reducerer lugten af våd hund markant.

Se alle tørredækkener her

Vi har også særlige hundehåndklæder, hvis du mangler lidt ekstra til de våde ører og poter. Efter blot 15-20 minutter vil materialet i tørredragten have absorberet godt 90% fugten fra pelsen. Derefter har din hund mulighed for at gå rundt i huset uden at slæbe vand med rundt.

Husk at tørre hundens ører grundigt, så de ikke er våde. Bakterier kan nemlig gemme sig i fugtige ører og dermed øge risikoen for ørebetændelse. Ros hunden undervejs, og beløn den med godbidder, når badetiden er slut.

Hvad gør du, hvis din hund hader at bade?

Du kan ikke undgå at skulle bade din hund. Så hvis din hund hader at gå i bad, kan du ikke bare droppe det, da det vil blive nødvendigt før eller senere. Du skal derfor væbne dig med tålmodighed og lære den, at vand ikke er farligt.

Jo tidligere du lærer din hund, at vand ikke er farligt, jo bedre. Så forsøg allerede at gøre badetiden til en god oplevelse, når din hund er en hvalp. Dog kan det hjælpe, hvis du går i bad sammen med din hund. På den måde kan du vise den, at det ikke er farligt, og du kan samtidig sørge for at gøre badekarret eller brusekabinen til et trygt sted at være.

Hvor tit skal en hund i bad?

Selvom et bad er vigtigt, er det ikke nødvendigt, at du ofte bader din hund. En hund har ikke godt af at gå i bad for ofte, da du risikerer at fjerne de naturlige olier fra dens pels. Dog er det alligevel nødvendigt med et regelmæssigt bad, så du kan få vasket snavs og skidt ud af pelsen. Ud over de regelmæssige bade er det også godt at inddrage et ekstra bad, hvis din hund har rullet sig i skidt og møg.

Men hvor ofte skal en hund så i bad? Dette er en smagssag og kommer meget an på hundens aktivitetsniveau, din bopæl og pelstypen. Som regel er ét bad om måneden nok for de fleste hunde. Hvis din hund døjer med olieret pels, vil et bad én gang om ugen være nødvendigt. Nogle hunderacer skal man i stedet børste oftere og vaske mindre.

Vi håber, at indlægget her har været en hjælp, så du er bedre klædt på til badetiden næste gang – om det så er med en hund, der har prøvet det før, eller med en hvalp, der skal prøve det for første gang. Ved at følge trinene her vil du i hvert fald få en hund, der går glad i bad.

Shop now